16 oktober 2025

Den vestfynske virksomhed Fipros A/S er blevet solgt til svenske Wellma

Ebberup: Den vestfynske virksomhed Fipros A/S er blevet solgt til svenske Wellma i en stor handel, som samler 11 virksomheder under det Stockholm-baserede selskab.

- Det er en utrolig spændende udvikling, vi går i møde. Fipros har hidtil stået alene, men bliver nu en del af en gruppe på 11 virksomheder, der, ligesom os, er lønproducenter og stræber efter vækst. Det er en enorm styrkelse af vores netværk, fortæller Conny Twisttmann, administrerende direktør for Fipros A/S.

Wellma har de seneste år opkøbt en række virksomheder i Sverige, Danmark, Tyskland, Holland, Spanien, Italien og England.

- Jeg har kun positive ting at sige om Wellma. De er top professionelle i deres arbejde med store ambitioner om at vokse inden for produktionen af kosttilskud og farmaceutiske produkter. Vi forventer bestemt, at handlen fører til en stor udvikling i Fipros. Det mærker vi allerede nu, forklarer Conny Twisttmann.

Fipros A/S, der har base i Ebberup, laver fødevareingredienser for store virksomheder. De beskæftiger over 130 ansatte og havde ved seneste regnskab et overskud på 24,5 millioner før skat.

Vækstmuligheder

Handlen er særligt attraktiv for Fipros A/S, da den giver nye muligheder uden tab af frihed.

- De kommer ikke med et ønske om at overtage vores produktion eller på anden vis styre os. Wellma kommer til at agere som et supportteam, hvor de hjælper os med udviklingen og giver os vigtige sparringspartnere i de andre virksomheder. Det bliver en naturlig udvikling med fokus på, at det er virksomhederne, der driver væksten, fortæller Conny Twisttmann.

Aftalen blev lukket den 30. september og ledelsen informerede kort efter både ansatte og kunder om salget.

- I vores kommunikation har vi lagt vægt på, at der er rigtig gode vækstmuligheder ved salget. Vi kommer ind i en familie, som virkelig forstår, hvad det vil sige at være lønproducent. Medarbejderne får samtidig større mulighed for at udvikle sig, siger Conny Twisttmann og fortsætter:

- Vores kunder har reageret meget positivt, særligt med henblik på, at vi har solgt til et svensk firma. Reaktionerne havde formentlig været anderledes, hvis vi havde solgt til en amerikansk eller russisk kapitalfond.

Direktøren fortæller også, at handlen får stor betydning for kunderne, med henblik på samarbejdet med de andre 10 virksomheder.

Søsterselskabet*

Mens 100 procent af Fipros A/S er solgt, beholder Conny Twisttmann og Morten Duch ejerskabet af søsterselskabet Fipros Nutrition ApS.

- Vi har i forvejen drevet begge virksomheder side om side. Vi vil fortsætte med samme opdeling mellem de to selskaber. Salget af Fipros kommer ikke til at ændre noget, forklarer Conny Twisttmann.

Hvorfor ikke sælge begge virksomheder?

- Når Wellma opkøber virksomheder, har de krav til indtjeningen. De krav opfylder Fipros Nutrition ikke på nuværende tidspunkt, da virksomheden stadig er under udvikling. Men det kan ændre sig i fremtiden. For nu er vi heller ikke selv interesseret i at sælge virksomheden, svarer direktøren.

For Conny Twisttmann kommer salget af Fipros A/S på et perfekt tidspunkt.

- Vi har længe vidst, at der skulle komme et ejerskifte. Vi fortsætter naturligvis med at drive virksomheden i mange år frem, men behøver nu ikke at bruge kræfter på et fremtidigt generationsskifte, lyder det fra Conny Twisttmann.

*Rettelse: Fipros Nutrition ApS er efter salget af Fipros A/S ikke længere et søsterselskab og vil få nyt navn for at markere denne adskillelse.

 

Wellma

Wellma arbejder med udvikling og produktion af kosttilskud, nutraceutika og farmaceutiske produkter.

De opererer via deres enheder af datterselskaber i Europa, hvor hver enhed har nichekompetencer. Som samlet gruppe kan de tilbyde en bred vifte af løsninger til kunder.

Den gruppe består nu blandt andet af Fipros A/S, der laver fødevareingredienser for store virksomheder - mest i pulverform og mest beregnet til brug i fødevareindustrien - mælkebaserede, gærekstrakt, grød- og krydderiblandinger samt meget andet.

Wellma Group og Fipros A/S

Fyens Stiftstidende, 9. oktober, 2025

 

6 Damer Fritlagt

Kontakt os

Hvordan kan vi hjælpe dig videre?

Har du spørgsmål til vores løsninger? Uanset hvad er du mere end velkommen til at ringe eller skrive til os.